Er du en stærk kommunikator, der gebærder sig ubesværet på sociale medier og brænder for den digitale kommunikation? Kan du identificere, opdyrke og nedfælde de gode historier, og formidle dem til målgrupper og medier? Og vil du tilmed være med til at sætte ord på spændende by- og ejendomsprojekter med fællesskabet som omdrejningspunkt og afsæt i en ejendomskoncern i rivende udvikling? Så er du måske vores nye kommunikationsmedarbejder.

 

» AKF har efterhånden fået en størrelse, der gør, at vi i højere og højere grad får omverdenens bevågenhed, ligesom vores ejendomsportefølje vokser stødt. Derfor bliver vores kommunikation også ekstravigtig – både i forhold til at få afsat vores boliger og erhvervslejemål, men i høj grad også for at sikre vores fortsatte gode omdømme. Som kommunikationsmedarbejder får du derfor en helt central rolle i brandingen og markedsføringen af vores virksomhed samt vores løbende presse- og interessentarbejde, « siger PR- og kommunikationschef, Dea Lyng.

 

Hvor ikke to dage er ens

Som kommunikationsmedarbejder vil du være med til at håndtere den eksterne kommunikationsindsats, hvor branding og markedsføring af vores virksomhed, ejendomsudviklingsprojekter, boliger og erhvervslejemål er i fokus. Dine arbejdsopgaver vil særligt have fokus på den digitale del af kommunikationsdisciplinen, som er en væsentlig del af vores kommunikationsindsats, men også både proaktivt og reaktivt pressearbejde vil være at finde på din opgaveliste.

 

I hverdagen er det dig, der:

  • Opdaterer og vedligeholder vores hjemmesider, herunder sikrer søgemaskineoptimering
  • Opdaterer og vedligeholder vores sociale medier, herunder LinkedIn, Facebook og Instagram
  • Udarbejder content til brug på tværs af platforme, herunder tekst, video, billeder og grafik
  • Varetager annoncering via sociale medier og Google Ads
  • Udarbejder, opsætter og udsender nyhedsbreve
  • Overvåger, analyserer og rapporterer på den digitale markedsføringsindsats
  • Er med til at udarbejde og eksekvere PR-strategi, og både ser, formidler og afsætter de gode historier gennem proaktivt indsalg til medierne
  • Er med til at servicere medier og journalister, og sikre det rette interne presseberedskab
  • Løser kommunikative ad-hoc-opgaver

 

Kommunikator med stor faglig stolthed

I bagagen har du en relevant kommunikationsfaglig uddannelse på kandidatniveau, og du har gerne et par års erfaring fra en lignende stilling.

Du har erfaring med ekstern kommunikation, sociale medier og digital markedsføring, og har solidt kendskab til værktøjer som Mailchimp, Google Analytics og Google Ads, og er vant til at arbejde i CMS-systemer. Derudover er du en god tekstforfatter med et skarpt øje for dine målgrupper, medier og platforme. Og så er du udadvendt, god til at skabe relationer og ikke bleg for at være opsøgende i dit arbejde.

Du har evnen og lysten til at tage del i udvikling og eksekvering af vores kommunikationsindsatser, og du går systematisk og struktureret til opgaverne. Alt dette hjælpes på vej ved, at du som person er udadvendt, uformel, humoristisk og god til at samarbejde på tværs af både afdelinger og fagligheder.

I kommunikationsafdelingen har vi en stærk holdånd, let til grin og et stort fagligt engagement. Vi bruger hinanden til både sparring og feedback, så vi på bedst mulig måde kan understøtte hinanden og AKF som virksomhed.

I AKF har vi fokus på at skabe ejendomme af høj kvalitet gennem dygtigt håndværk, gode materialer og nyskabende arkitektur med fællesskab som hovedfokus. Derfor er det en fordel, hvis du har interesse for byudvikling, byggeri og boliger.

 

Med samarbejde og bæredygtighed i centrum

Hos AKF står vi +70 kolleger klar til at byde dig velkommen. Vi er mange fagligheder samlet under samme tag, og alle arbejder vi, med højt engagement og stor kærlighed til byggeriet og menneskene deri, sammen om at udvikle og drive spændende boligprojekter og erhvervsejendomme. Vores ejendomsportefølje består af godt 60 ejendomme centreret omkring Storkøbenhavn fordelt på boliger, kontorer, butikker, hoteller og lagere, og flere ejendomme kommer løbende til.

Vi er nemlig en virksomhed i vækst. For tre år siden var vi blot 40 medarbejdere, så man kan roligt sige, at der er fart på. Derfor har vi også stort fokus på fortsat at bevare vores flade struktur og sikre det gode samarbejde på kryds og tværs, da vi ved, at vi kun lykkes i fællesskab.

Ordentlighed er vores allervigtigste værdi, og vi gør meget ud af netop at agere ordentligt. Det gælder ikke kun overfor hinanden og vores samarbejdspartnere og lejere, men også i forhold til det omkringliggende samfund. Derfor prioriterer vi både at ryste vores kolleger sammen og at tænke bæredygtighed, socialt ansvar og fællesskab ind i vores ejendomme og hverdag.

 

Interesseret?

Så send os din ansøgning og CV via nedenstående formular. Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.

 

"*" indicates required fields

Accepted file types: pdf, Max. file size: 50 MB.
Accepteret filtype: pdf. Maksimal filstørrelse: 50 MB.
Accepted file types: pdf, Max. file size: 50 MB.
Accepteret filtype: pdf. Maksimal filstørrelse: 50 MB.
Accepted file types: pdf, Max. file size: 50 MB.
Accepteret filtype: pdf. Maksimal filstørrelse: 50 MB.
Samtykke*

Spørgsmål

Har du spørgsmål til stillingen, så er du meget velkommen til at kontakte PR- og kommunikationschef, Dea Lyng, på +45 60 24 48 03 eller dea@akfholding.dk.

 

Vi glæder os til at høre fra dig!