Fællesskab er nøglen til social bæredygtighed i vores ejendomme. At skabe levende, inkluderende og trygge fællesskaber, hvor mennesker trives, har altid været en central værdi for AKF. Og nu er det også blevet en del af vores overordnede forretningsstrategi. Med vores fællesskabsstrategi ønsker vi at fremme samvær og tryghed blandt vores beboere og samtidig bidrage til at løse en af samfundets største udfordringer: ensomhed.

I takt med at den grønne omstilling fylder stadig mere på agendaen i bygge- og ejendomsbranchen, er det ofte det miljømæssige aspekt af ESG, der løber med opmærksomheden. Det sociale kan desværre ende i skyggen – ikke fordi det har mindre værdi, men fordi det er mere uhåndgribeligt, komplekst og svært at måle på. Hos AKF mener vi, at sociale forhold skal vægtes lige så højt som klimahensynene, hvis vi vil skabe ejendomme, der gør en reel forskel for både mennesker og samfund.

Fra dag ét har fællesskab været fundamentet for vores måde at udvikle og bygge ejendomme på. Det er dybt forankret i vores DNA og udspringer af vores lange historie med rødder i fagbevægelsen, som ejer AKF. At gøre fællesskab til en integreret del af vores strategi har derfor været oplagt og naturligt. Vi arbejder derfor målrettet på at styrke fællesskabsfølelsen, både i de nye ejendomme, vi udvikler, og i vores eksisterende. Fra kontorer til nye og ældre boliger, store komplekser til små opgange, er målet det samme: at skabe rammer, hvor mennesker kan mødes, føle sig trygge og trives.

Vi har et ansvar

I Danmark føler ca. 470.000 voksne og 30.000 børn sig ensomme. Ensomhed er et nationalt folkesundhedsproblem, der skaber mistrivsel på tværs af både geografi og demografi. Men ensomhed er ikke kun en mental sundhedsudfordring – den har også alvorlige fysiske og helbredsmæssige konsekvenser. Forskning viser, at ensomhed kan øge risikoen for tidlig død. Måske er det netop derfor, at en undersøgelse fra Videncentret Bolius og Realdania viser, at et godt naboskab og en oplevet tilfredshed med livet hænger tæt sammen.

Måske er det netop derfor, at hele 87% af danskerne mener, at et stærkt naboskab er vigtigt. Naboskab er fællesskab, og med fællesskaber kan vi skabe stærke relationer, nye netværk og samhørighed, der kan være med til at bekæmpe ensomhed. Hos AKF ønsker vi at tage aktiv del i at løse denne udfordring ved at gøre naboskab og fællesskab til en naturlig del af de miljøer, vi skaber. For vi betragter vores ejendomme som mere end mursten – vi vil skabe steder, hvor mennesker finder sammen, føler sig hjemme og trives i trygge, inkluderende omgivelser, der også styrker lokalsamfundet.

En strategi for fællesskab og forskellighed

Gennem vores fællesskabsstrategi arbejder vi målrettet på at skabe rammer, der fremmer trivsel og styrker sociale relationer blandt vores beboere. Strategien er ikke bare en vision, men AKF’s kompas til, hvordan vi omsætter vores fællesskabsværdier til handling. Den samler og fokuserer vores indsats, så fællesskab ikke kun er noget, vi taler om, men noget, der eksisterer som en naturlig del af alt, hvad vi gør.

Vores arbejde med fællesskaber ender ikke ved skelpælene på vores grunde. Vi ønsker aktivt at bidrage til de nærområder, vi er en del af. Ved at skabe muligheder og steder, hvor både vores beboere og områdernes borgere kan mødes, bidrager vi til at fremme tryghed og fællesskab – en indsats, der gavner hele lokalmiljøer.

Fællesskab er et uhåndgribeligt fænomen, der ikke kan presses ind i en skabelon, men vi kan finde fælles pejlemærker at navigere efter. Derfor er udviklingen af standardiserede kernekoncepter en central del af vores strategi. Disse koncepter guider os i arbejdet med at forme og styrke fællesskaber på tværs af vores ejendomme.

Kernekoncepterne skal udvikles som fleksible rammer, der tager højde for ejendommenes vidt forskellig indretning, beboersammensætning og geografi. De designes til at kunne skrues op eller ned, så vi altid kan tilpasse indsatsen til det enkelte sted og skaber fællesskaber med afsæt i de lokale behov.

Koncepterne kommer til at dække alt fra udvikling af fællesarealer, aktivitetszoner og sociale faciliteter til effektiv drift og vedligehold. Denne tilgang gør det muligt at implementere vores fællesskabsværdier på tværs af bolig- og erhvervsprojekter – ejendomme, der ikke bare er steder at bo eller arbejde, men levende rammer, hvor mennesker mødes, trives og vokser.

Boligfællesskabets rollemodel

Selvom arbejdet med fællesskaber altid har været en del af vores DNA, er det i udviklingen af Kirkebjerg Søpark i Brøndbyvester, vi for alvor har prøvet kræfter med at omsætte vores fællesskabsvision til praksis. Det er så at sige vores pilotprojekt for fællesskabsarbejdet.

Her har vi skabt en række fællesfaciliteter, der fungerer som naturlige mødesteder og danner grobund for fællesskab. Et centralt element i dette arbejde er kulturhuset Kernen – et levende samlingspunkt, der inviterer både beboere og lokalsamfundet til at opleve og dyrke fællesskabet. Kernen tilbyder aktiviteter for alle – fra singlen i kreaklubben til familien på padelbanen og den studerende, der søger et solidt måltid under eksamensperioden. Faciliteterne er designet til at imødekomme mange forskellige behov og er understøttet af dedikerede medarbejdere, som dagligt faciliterer aktiviteter og skaber rammerne for stærke relationer.

Vi har samtidig etableret fællesvaskerier, motionsfaciliteter og et værksted, der ikke blot gør hverdagen nemmere, men også fungerer som uformelle mødesteder. Her kan beboerne dele erfaringer, give gode råd eller blot nyde visheden om, at de ikke er alene.

Fællesskab kræver tid og omtanke

Nok har vi i Kirkebjerg Søpark skabt grobund for opblomstringen af fællesskabet. Men som alt andet, der skal vokse, kræver fællesskaber både tid, omsorg og de rette vækstbetingelser.

Hvor vi kan sikre rammerne og give omsorgen, er tiden en faktor, vi må overlade til sig selv. Tiden vil vise, om vi har skabt de optimale betingelser for, om fællesskabet kan slå rødder og gro. Vi kan endnu ikke aflæse effekterne i vores tilfredshedsundersøgelser, men vi er optimistiske. De små spirer, vi ser, hører om og oplever, peger i den rigtige retning. Lejerne i Kirkebjerg Søpark er flyttet ind over en periode på tre år, og det tager naturligvis tid at finde hinanden, især når byggepladsen har været en del af dagligdagen, og nye ansigter løbende flytter ind. Derfor er det heller ikke overraskende, at vi ser lidt bedre resultater i fællesskabsfølelsen hos lejere i de ejendomme, hvor beboerne har haft længere tid til at etablere relationer, sammenlignet med de ejendomme, hvor indflytningen er sket senere.

2025 bliver året, hvor fællesskabsstrategien skal ud at leve i AKF. Vi ser frem til at samle vores erfaringer og fokusere arbejdet på at knække koden for, hvordan vi skaber stærke fællesskaber, der kan blomstre i og omkring vores ejendomme.

 

Artiklen er et uddrag fra vores Årsrapport 2024. Dyk ned i rapporten her.

Hos AKF er der plads til at være. Plads til at være fælles og plads til at være lige præcis den, man er. Vi omfavner fællesskabet og mangfoldigheden, og arbejder hårdt for at sikre, at det skinner igennem i vores måde at være virksomhed, arbejdsplads, samarbejdspartner og udlejer på.

AKF Holding A/S

Bispevej 2
2400 København NV
CVR: 10363977

Følg os

Compare Listings

Title Price Status Type Area Purpose Bedrooms Bathrooms