I Søbakkehusene i Nærheden nærmer afslutningen sig på opførelsen af 173 nye boliger fordelt på 35 rækkehuse, 72 lejligheder i punkthuse og 66 lejligheder i etageejendomme. I december kunne de første beboere flytte ind, og de sidste beboere får overdraget nøglerne til deres bolig i den tidlige sommer 2022. Men færdiggørelsen af Søbakkehusene, et projekt som er gået ualmindeligt hurtigt, er også afslutningen på et godt og givende samarbejde mellem totalentreprenøren CASA og AKF som bygherre.
For blot 18 måneder siden var der en mark, hvor Søbakkehusene nu rejser sig. Et helt nyt boligområde, som i takt med at flere og flere beboere flytter ind, fremstår mere livligt og hjemligt for hver dag, der går.
»Det er næsten ikke til at tro, at hele området, der nu er bebygget med rækkehuse, etageejendomme, punkthuse og parkeringshus, var én stor mark. Nu kan vi se vores visioner for området blive til virkelighed: Et moderne og trygt boligområde, hvor børnefamilier, singler og par i alle aldre kan trives og leve tæt på byen, naturen og hinanden,« siger projektchef i AKF, Rune Skov-Nielsen.
Som projektchef i AKF er Rune ansvarlig for AKF’s samarbejde med eksterne totalentreprenører. Det er således også Rune, der har haft den tætte dialog med CASA og deres projektchef, Dennis Trust. Et samarbejde som har vist sig givtigt for alle parter.
»Vi har enormt gerne villet samarbejde med AKF, både fordi de er en virksomhed i ekspansiv vækst, men også fordi de har nogle store og interessante projekter. Og så er det en kæmpe fordel, at AKF er så professionelle og forstår processen så godt, som de gør,« fortæller Dennis.
»CASA er en stor og afprøvet entreprenør, som har stor erfaring med at bygge boliger. De har et godt navn i branchen, og så er de en meget samarbejdsorienteret entreprenør, som ikke er bange for at få problemstillingerne frem i lyset, så man kan tale om dem. Det har været vigtigt for os at finde lige netop sådan en samarbejdspartner i forbindelse med det her store og meget komplekse byggeprojekt,« supplerer Rune.
Åben og ærlig dialog
Det er Rune og Dennis, som hver eneste dag har skullet beslutte det næste skridt for byggeriet af Søbakkehusene. Dennis ude på byggepladsen, og Rune pendlende frem og tilbage mellem byggeplads og AKF’s hovedsæde i Københavns nordvestkvarter. Og det er noget, der kræver en god, løbende dialog.
»Jeg har haft en rigtig god proces og dialog med Dennis og resten af CASA. Der er åbenhed omkring tingene, og de er meget ærlige, og det er nok noget af det, som er særligt godt ved det her samarbejde. At man som bygherre bliver involveret i alle problemstillinger. Det er vigtigt for os. Vi vil gerne indgå i samarbejder, hvor vi kan få lov til at deltage aktivt i hele processen, og der kommer CASAs åbenhed og ærlighed os til stor gavn,« fortæller Rune.
»Man kan godt mærke, at AKF er vant til at bygge selv. De ved godt, hvad det drejer sig om, og er vante med at løse de problemer, som uundgåeligt vil opstå, når man bygger. De har en organisation, som godt kan håndtere den slags, og så har de en behagelig måde at være bygherre på. For selvom de er enormt meget til stede ude på pladsen, så er det helt okay, fordi der er en god tilgang til tingene,« siger Dennis.
Og også samarbejdet mellem de to kyndige projektchefer har vist sig at fungere godt.
»Der har hele tiden været en rigtig god tone og stemning mellem os. Det betyder ikke, at vi altid er enige, men Dennis har været god til at komme med løsninger, så vi sammen har kunnet finde en vej frem, der har været til gavn for både AKF og CASA. Det er igen det her med ærlighed. Dennis kommer med de reelle ting og fejer intet ind under gulvtæppet. Og så er der bare bedre mulighed for at hjælpe hinanden med at komme i mål,« fortæller Rune.
Og Dennis er enig: »Jeg har været meget glad for at arbejde sammen med Rune. Han ved godt, hvad han har med at gøre, og så er han god til at holde fokus på de rigtig vigtige ting«.
Højt tempo og høj kvalitet
Byggeriet af Søbakkehusene er gået ualmindeligt stærkt. Men på trods af et højt tempo har det stadig været altafgørende at fastholde en høj kvalitet.
»Der har været travlt fra start til slut, og det er gået stærkt. Men generelt har det været en god proces, og vi er meget tilfredse med resultatet. De fejl og mangler, der har været, har vi i samarbejde med AKF hurtigt fået løst, så vi har kunnet sikre et rigtig godt byggeri. Og jeg er helt sikker på, at når jeg kører forbi Søbakkehusene, når alle beboere er flyttet ind, så er det her et af de byggerier, som jeg både kvalitetsmæssigt og arkitektonisk vil se tilbage på og være rigtig glad for,« fortæller Dennis.
I sidste ende er det da også blandt andre Rune og Dennis, der står for at overlevere de færdige boliger til deres nye ejere. Og heldigvis, er det noget, de gør med glæde og stolthed.
»Vi har fået opført nogle rigtig gode boliger. Jeg håber derfor også, at beboerne bliver glade, når de flytter ind. Generelt er det utrolig vigtigt for os, at de får en god start i deres nye hjem. De skal gerne føle, at det har været en god købsproces, at vi har orienteret dem på en god måde undervejs og at de kan stole på os. Mange af de nye beboere er førstegangskøbere, så det kan være lidt skræmmende for dem. Så succesen må være, at køberne føler sig godt behandlet, hjulpet på vej og hjemme i deres nye bolig. Hvis det er opfyldt, så synes jeg, vi kan være stolte,« afslutter Rune.
»Jeg håber, beboerne oplever, at de får en velfungerende bolig, som overholder alle krav, og som kan klare sig i rigtig mange år med helt almindelig vedligeholdelse. Jeg er faktisk helt sikker på, at det er den oplevelse, de vil sidde tilbage med,« supplerer Dennis.
Ansvarligt byggeri
For AKF er sikring af anstændige jobs helt fundamentalt. Det gælder både internt, men også hos leverandører og samarbejdspartnere. Af samme grund arbejder AKF med sociale klausuler, der betyder, at forinden et samarbejde kan indgås, skal det være klart, hvordan den pågældende eksterne samarbejdspartner og dennes underleverandører forholder sig til social ansvarlighed.
CASA udmærker sig ved at have en stærk samfundsansvarspolitik, ligesom de driver forretning med fokus på social ansvarlighed over for både egne medarbejdere, samarbejdspartnere og det omkringliggende samfund. Det spiller godt sammen med AKF’s værdier og tilgang til social ansvarlighed.
»Som bygherre handler det om at sikre, at vi undervejs og afslutningsvist afleverer et byggeri opført med tanke på mennesker og omgivelser. Her har CASA vist sig at være en stærk spiller. De har et stort fokus på social ansvarlighed, og det skaber en stor tryghed at vide, at vores partnere, på den anden side af bordet, tager et lige så stort ansvar for at bygge ordentligt fra start til slut, som vi selv gør,« uddyber Vibeke Lorenzen, teknisk direktør i AKF.