I 2024 vurderede 97% af vores medarbejdere, at AKF er et godt sted at være – et resultat, der kunne friste os til at tro, at vi er i mål. Men kan man nogensinde sige, at man er i mål med trivsel?

Selv på en arbejdsplads, hvor trivslen er høj kan udfordringer opstå og stress blive en stille følgesvend. Og på trods af flotte tilfredshedstal har den også gjort sit indtog hos os. Derfor arbejder vi målrettet på at skabe en arbejdsplads, hvor trivsel ikke kun er en ambition, men en selvfølge ved at være en del af AKF. Et sted, hvor medarbejderne ved, at de bliver grebet, hvis udfordringerne banker på – og hvor vi samtidig aktivt forebygger, at de opstår.

Stress omtales ofte som en folkesygdom, og ifølge Sundhedsstyrelsen er andelen af danskere med højt stressniveau kun steget siden 2010. Det er en bekymrende udvikling, der ikke kun rammer det enkelte menneske, men også medfører store omkostninger for virksomheder og samfundet som helhed.

Hos AKF har vi måttet erkende, at vi desværre ikke har kunnet holde stress for døren. Det har ført til en vigtig refleksion over, hvordan vi som organisation kan blive endnu bedre til at skabe et sundt og støttende arbejdsmiljø – både for dem, der trives, og for dem, der oplever udfordringer. Det er ikke bare vigtigt og rigtigt, men en absolut topprioritet for os, for faktum er, at ét tilfælde af stress eller mistrivsel er ét for meget.

En arbejdsplads, der griber og forebygger
Vi må og skal være ambitiøse i arbejdet med vores medarbejderes trivsel. Det kræver vedholdenhed, ambitioner og er fuldstændigt nødvendigt for at skabe en bæredygtig arbejdsplads. Hvis vi ikke tør være ambitiøse, flytter vi os ikke. Vores medarbejdere er og bliver vores vigtigste ressource. De er drivkraften bag AKF, og netop derfor skal vi vise dem, at vi tør investere i deres trivsel og skabe de bedste rammer for, at de kan lykkes – hver dag.

”AKF præsterer højt på alle parametre i vores medarbejdertilfredshedsundersøgelser med resultater, der ligger langt over landsgennemsnittet. At hele 97% af vores medarbejdere mener, AKF er et godt sted at arbejde, er vi selvfølgelig virkelig stolte af. Men selv på en arbejdsplads med høj tilfredshed kan stress opstå. Med den erkendelse har vi gjort det til vores ambition at skabe en arbejdsplads, hvor vi kan mindske de menneskelige omkostninger ved mental mistrivsel. Det handler både om forebyggelse og håndtering, men også om, at vi er en arbejdsplads, hvor man tør række ud og søge støtte, hvis behovet opstår. I det forgange år har vi igangsat tre konkrete initiativer med fokus på netop det,” fortæller Kitt Suhr Hansen, HR-chef i AKF.

AKF’s initiativer for trivsel og mental sundhed
Vi tager stress alvorligt – som et tabuiseret emne og som en konkret udfordring, der kan påvirke selv de mest tilfredse medarbejdere. Derfor arbejder vi målrettet for at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne ved, at de bliver grebet, hvis stressen rammer, samtidig med at vi proaktivt forebygger, at den opstår. For at opnå dette har vi iværksat følgende initiativer:

Oplysning: Stress kan være svært at forstå fuldt ud, hvis man ikke har oplevet det på egen krop. At forstå stress er første skridt mod at forebygge det. Derfor har vi arbejdet med oplysning om stress ud fra flere vinkler – både gennem viden, konkrete værktøjer og guidende retningslinjer.
Vi har først og fremmest afholdt interne foredrag om stress med fokus på at klæde medarbejderne på til at genkende tidlige tegn og symptomer – både hos sig selv og hinanden. Desuden har vi fokuseret på at formidle effekten af såkaldte hjernepauser i løbet af en arbejdsdag, som er et godt redskab til at få sænket stresshormonerne og forbedre koncentrationen. Og så har vi udarbejdet en reel stresspolitik, som giver vores personaleledere klare retningslinjer og ansvar for at handle, hvis en medarbejder udviser tegn på stress – også selvom den pågældende ikke selv har erkendt det endnu.

Ledelse: Vi har særligt investeret i vores ledelse, da de har en afgørende indflydelse på vores arbejdsmiljø og dermed medarbejdernes trivsel. Samtidig har vi set, at flest stresstilfælde opstår blandt netop vores ledere. Det har ført til, at vi har accelereret vores arbejde med at ruste både nuværende og kommende ledere bedre til lederrollen hos AKF, så de kan tage vare på deres eget velbefindende, men også skabe de bedste betingelser for deres medarbejdere.

Fordybelse: I en branche præget af stramme deadlines, mange projekter og utallige møder har vi erfaret, at vores medarbejderes tid til fordybelse i løbet af arbejdsdagen ofte har været en mangelvare. Derfor har vi indført en times fokustid dagligt – en mødefri time dedikeret til uforstyrret arbejde og dyb koncentration. Fokustiden er stadig i implementeringsfasen, men er kommet for at blive. Det er nemlig ønsket fra et flertal af vores medarbejdere, der ser en værdi i at have et dagligt frirum uden forstyrrelser. Det bekræfter os i, at en bevidst planlægning kan bidrage til et bedre arbejdsmiljø og en styrkelse af medarbejdernes trivsel.

Gennem disse tiltag tager vi et vigtigt skridt mod at gøre AKF til en arbejdsplads, hvor mental sundhed er en integreret del af vores kultur og hverdag. Men vi er også bevidste om, at trivsel ikke er et projekt med en slutdato, men en kontinuerlig indsats, der løbende skal tilpasses medarbejdernes behov og de udfordringer, vi møder som organisation. Derfor vil vi naturligvis fortsat styrke rammerne for trivsel, udforske forbedringsmuligheder, der gør en forskel, og vise at arbejdsglæde og mental sundhed ikke bare er et mål, men en selvfølge, når man er en del af AKF-holdet.

 

Artiklen er et uddrag fra vores Årsrapport 2024. Dyk ned i rapporten her.

Hos AKF er der plads til at være. Plads til at være fælles og plads til at være lige præcis den, man er. Vi omfavner fællesskabet og mangfoldigheden, og arbejder hårdt for at sikre, at det skinner igennem i vores måde at være virksomhed, arbejdsplads, samarbejdspartner og udlejer på.

AKF Holding A/S

Bispevej 2
2400 København NV
CVR: 10363977

Følg os

Compare Listings

Title Price Status Type Area Purpose Bedrooms Bathrooms