Det konventionelle byggeri skal udfordres for, at byggebranchen fortsat kan udvikle sig. Af samme grund annoncerer ejendoms- og investeringsselskabet AKF deres igangværende afprøvning af en banebrydende byggemetode, nemlig 3D-printning, i deres boligområde Kirkebjerg Søpark i Brøndbyvester. Denne visionære tilgang til byggeriet repræsenterer en spændende mulighed for at bruge materialer mere effektivt og optimere ressourceforbruget.
Beton er kendt for sin miljømæssige belastning og relativt store CO2-udledning under produktionen. Imidlertid er det i mange henseender uundværligt i byggeriet på grund af sine unikke egenskaber, herunder styrke, holdbarhed og fugtbestandighed. AKF har derfor besluttet at afprøve 3D-printteknologien for at være med til at udvikle en mere effektiv brug af beton i byggeriet, ligesom AKF ser et potentiale for på sigt at kunne skalere metoden til også at indbefatte andre byggematerialer.
3D-printning er en adaptiv byggeproces, hvor materiale kun tilføjes, hvor det er nødvendigt. I processen afgøres det, hvor meget materiale, der skal bruges i forskellige bygningsdele, og det bliver derfor muligt at skabe byggeri, hvor beton kun tilføjes, hvor det er strukturelt nødvendigt. Det giver mulighed for at reducere ressourceforbruget og kan skabe betydelige miljømæssige og økonomiske fordele, samtidig med at det giver en større frihed i den arkitektoniske formgivning af byggeriet. Byggemetoden har også potentiale til at aflaste hårdt byggearbejde ved at optimere byggeprocesserne og lade robotter udføre de mere tunge og repetitive opgaver, hvilket frigør menneskelige ressourcer, reducerer fejl, og øger effektiviteten og sikkerheden på byggepladsen.
AKF’s danske leverandør, 3DCP Group, demonstrerede allerede 3D-printningens potentiale ved at opføre Danmarks første 3D-printede hus i et pilotprojekt i 2017. Nu tager AKF skridtet videre ved at skabe Skandinaviens største og første 3D-printede bygning, opført at en professionel bygherre, der, når den står færdig, skal rumme både gæsteværelse, træningslokale og fællesvaskeri til Kirkebjerg Søparks beboere.
Vibeke Lorenzen, teknisk direktør i AKF, deler sine tanker: ”I AKF forstår vi, at der ikke findes én enkelt løsning på udfordringerne i byggeriet i dag. Derfor arbejder vi konstant på at være i front og være visionære i vores tilgang til byggeriet. Vi ser et klart potentiale i projektet og betragter det som et skridt på vejen mod en mere innovativ byggebranche. Med 3D-printning har vi mulighed for at revolutionere måden, vi opfører bygninger på, og i AKF ønsker vi derfor at bruge vores ekspertise til at udvikle teknologien yderligere for løbende at kunne reducere vores ressourceforbrug og øge byggeriets arkitektoniske kvalitet.”
Overordnet ser AKF et betydeligt potentiale i 3D-printteknologien, der går ud over beton, og forestiller sig en fremtid, hvor naturlige ressourcer, som f.eks. lerholdig jord, kan bruges til 3D-printet byggeri.
”Det åbner døren til en verden af muligheder, og forhåbentlig kan vi på den måde være med til at skubbe til branchens traditionelle byggeformer”, fortæller Vibeke Lorenzen.
For AKF, der tidligere også har udforsket byggeri i halm, markerer 3D-printprojektet i Kirkebjerg Søpark endnu en vigtig milepæl i AKF’s bestræbelser på at fremme alternative, effektive og innovative løsninger inden for byggeriet. Og AKF er fast besluttet på at fortsætte med at drive udviklingen af nye, anderledes byggemetoder og bidrage til innovation i branchen.
Oplev 3D-printning live
I uge 42 og 43 er det muligt at opleve 3D-printning i fuld skala på AKF’s byggeplads i Kirkebjerg Søpark, når det 72 kvm. store fælleshus, der skal rumme gæsteværelse, træningslokale og fællesvaskeri, bliver printet. 3D-printningen kan, under hensyntagen til områdets beboere, ses fra parkeringshusets tag eller gårdrummet beliggende ved Elementfabrikken 4A, 2605 Brøndby, i hverdage inden for normalarbejdstid.
Læs også artiklen i Byggeri+Arkitektur, Estate Media og Licitationen