AKF, Sampension og Comwell Hotels har i fællesskab købt ejendommen, hvor Comwell H.C. Andersen Odense Dolce by Wyndham har til huse – centralt i Odense. Med investeringen styrker parterne deres allerede tætte samarbejde og udbygger en fælles portefølje af attraktive hotelejendomme. Købet afspejler desuden en fælles ambition om at investere i strategisk beliggende ejendomme med et solidt driftsgrundlag.

Ejendommen er centralt placeret i H.C. Andersens fødeby og har Odense Koncerthus som nærmeste nabo. Den rummer 8.830 m² hotel og omfatter 157 værelser samt restaurant, loungeområde, konference- og mødefaciliteter og et casino. Hotellet drives i dag af Comwell Hotels og vil også fremover være under Comwells drift.

”Investeringen i Comwell H.C. Andersen Odense er ikke kun en del af AKF’s strategi om at styrke vores hotelportefølje – det er også en investering i en by i rivende udvikling. Odense har en stærk kulturprofil, stigende turisme og en attraktiv, central placering. Vi ser et stort potentiale her, og med en veldrevet hotelejendom som afsæt og gode samarbejdspartnere står vi stærkt,” udtaler Ino Dimsits, adm. direktør i AKF.

En by i vækst skaber også øget efterspørgsel efter hotelovernatninger – og netop derfor ser AKF, Sampension og Comwell et oplagt potentiale i at udvikle ejendommen yderligere. Parterne har allerede drøftet en række mulige forbedringer og udvidelser, herunder en forøgelse af hotelkapaciteten. Planerne befinder sig dog stadig på et tidligt stadie og afventer nærmere afklaring.

Et partnerskab med vokseværk

Comwell Hotels står i dag for driften af Comwell Copenhagen Portside i Københavns Nordhavn, som ejes af AKF og Sampension, samt Comwell Køge Strand, hvor Comwell også er en del af ejerkredsen. Det nye opkøb er således en naturlig forlængelse af et veletableret samarbejde mellem de tre parter.

“Vi er glade for at udbygge det gode partnerskab med AKF og Comwell med investeringen i H.C. Andersen-hotellet. Vi ser en attraktiv investeringscase i at udvikle hotellet yderligere i forhold til bæredygtighed, kvalitet og kapacitet. Vi ved, at vi deler værdier med både AKF og Comwell. Og med basis i disse værdier er det vores fælles vision at skabe et langtidsholdbart og bæredygtigt hotel med central beliggenhed i Odense,” siger Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension.

Hotelbranchen er i øjeblikket præget af høj efterspørgsel, belægningsprocenter over niveauet fra før Covid-19 og stabile driftsforhold. Det gør hoteller til en attraktiv aktivklasse – særligt i større danske byer, hvor kultur, erhverv og turisme smelter sammen. Med Comwell som operatør og medejer, og et solidt partnerskab i ryggen, står de tre parter nu stærkt placeret til at videreudvikle en af Odenses mest centrale hotelejendomme.

Vi er glade for at indgå som medinvestor i Comwell H.C. Andersens hotelejendom, hvor vi har været driftoperatør siden 2020. I tæt samarbejde med AKF og Sampension ønsker vi fortsat at være en aktiv medspiller i den langsigtede udvikling af både hotellet og byen. Odense er i vækst, og vi ser frem til at bidrage yderligere til at styrke byens tilbud til både møde- og konferencegæster samt kulturoplevelser i ODEON for odenseanerne og øvrige gæster fra ind- og udland,” siger Peter Schelde, CEO i Comwell Hotels.

 

Fakta om ejendommen

Adresse: Claus Bergs Gade 7, 5000 Odense C
Omfang: Ejendommen består af ca. 8.830 m² hotelareal fordelt på 157 værelser, restaurant, bar, lounge, køkken, møde- og konferencefaciliteter samt Casino Odense
Byggeår: Oprindeligt opført i 1981
Operatør: Comwell Hotels
Parkering: 90 tilhørende parkeringspladser samt adgang til parkeringskælder under Odense midtby