Ved CFO’ens Agenda 2024 kåres Årets CFO, Årets Bedste Årsrapporter og Årets Rising Stars. Sidstnævnte hylder de spirende finanstalenter, og blandt de udvalgte vindere er Ann-Sofie Østberg Bjergby, der bestrider rollen som CFO i AKF.

I en alder af 37 år og med en uddannelse som cand.merc.aud. fra 2012 har Ann-Sofie allerede et imponerende CV og karriere i bagagen. Hendes karriererejse startede hos Deloitte i 2009, hvor hun begyndte som revisor og senere arbejdede med M&A. I 2015 tog hun springet til PwC Deals, hvor hun i Transaction Services-afdelingen de kommende år styrkede sin erfaring med M&A yderligere, hvilket blandt andet inkluderede rådgivning af flere store, danske transaktioner.

Fra 2017 til 2020 varetog Ann-Sofie stillingen som CFO hos Sovino Brands. Her navigerede og ledte hun succesfuldt virksomheden igennem den udfordrende periode med den første COVID-19-nedlukning, der blandt andet betød nedlukning af restauranter, hjemsendelser af medarbejdere og ansøgning af hjælpepakker.

Siden 2020 har Ann-Sofie med stor succes bestridt rollen som CFO for AKF, hvor hun bærer det overordnede ansvar for vores økonomi-, bæredygtigheds-, it- og administrationsafdeling og hendes ledelsesansvar omfatter direkte og indirekte ledelse af ca. 20 medarbejdere. Som CFO er Ann-Sofie ikke blot en finansiel ekspert, men en nøgleperson i fremdriften af AKF og vores strategiske kurs. Hendes fingeraftryk er overalt – fra effektivisering og risikostyring, til årsrapportering og strategisk retning.

Med de udfordringer, som ejendomsbranchen har stået overfor de seneste par år, har Ann-Sofie taktisk haft rettet sin opmærksomhed mod fremskaffelse af kapital og strategiske, finansielle samarbejder. Ann-Sofie har med en fremsynet tilgang blandt andet været kvinden bag frasalget af vores logistikportefølje og porteføljeselskab samt den efterfølgende succesfulde aktieemission, hvilket var en af årets største ejendomshandler i Danmark i 2023. I første kvartal 2024 kunne Ann-Sofie desuden offentliggøre nyheden om AKF’s konstruktive samarbejde med Sampension omkring investeringen af Comwell Køge Strand. Et nyt partnerskab fyldt med potentiale og investeringsmuligheder for fremtiden.

Ann-Sofie har desuden arbejdet aktivt for at få gjort bæredygtighed til en integreret del af AKF’s forretning. Det har ikke kun givet positiv opmærksomhed og anerkendelse, men har også været med til at cementere AKF som en frontløber i branchen. Alt sammen med et stærkt hold af dygtige medarbejdere i ryggen.

”Det er med stor glæde at jeg modtager prisen som Årets Rising Star. Jeg ser den som en anerkendelse af vores fantastiske teamarbejde i AKF og et resultat af et miljø, hvor vores medarbejdere trives og vokser. At stå i spidsen for mange af AKF’s vigtige initiativer er for mig et privilegium, men det er vigtigt at huske, at jeg ikke har gjort det alene. Vi er en virksomhed, der løfter i flok, og det er netop den fælles indsats, der fører til denne type anerkendelse,” fortæller Ann-Sofie.

I juryens begrundelse for kåringen af Ann-Sofie lyder det: Ann-Sofie Østberg Bjergby har stærke kompetencer indenfor bl.a. M&A og strategiarbejde. Hos AKF har hun været ansvarlig for 2023-2025 strategiprocessen, herunder for deres vision 2030 samt en separat bæredygtighedsstrategi og finansiel strategi. Ann-Sofie Østberg Bjergby er blevet udvalgt som Rising Star på baggrund af hendes stærke personlighed og ledelsesevner, hendes succesfulde arbejde med bæredygtighed og ESG samt hendes solide kommunikationsevner som taler og debattør.

Om prisen

Årets Rising Stars blev uddelt ved CFO’ens Agenda 2024 af PwC i samarbejde med Zeuthen Storm den 30. maj 2024.

Prisen gives til et ungt finance-talent, som allerede nu har gjort en afgørende forskel for den virksomhed, vedkommende er ansat i. Personen vil kunne udvikle sig yderligere og have potentiale til at sidde som CFO for en af Danmarks største virksomheder om 5-7 år. Personen har demonstreret at vedkommende kan håndtere hele finance-værktøjskassen, har gode kommunikationsevner og udvist stærke ledelses- og talent management-resultater.

Den uafhængige jury for prisen bestod af:

  • Natalie Shaverdian Riise-Knudsen, EVP & Group CFO i COWI
  • Anders Lonning-Skovgaard, EVP & CFO i Coloplast
  • Christina Nielsen, Group CFO i DLG
  • Martin Kjær Hansen, CFO i ISS Danmark
  • Mette Ingeman Pedersen, CFO i Power-to-X, Topsoe

 

Læs mere i Børsen her.