Erhvervslivet skal bruge ca. 5,1 mia. kr. årligt for at overholde nye regler om bæredygtighedsrapportering, men for den danske bygge- og ejendomsbranche er der både tid og penge at spare, da holdet bag Real ESG – The Real Estate Reporting Framework er klar med en ny og gratis version af erhvervslivets første sektorløsning til ESG-rapportering.
”CSRD fylder mere og mere, og derfor er denne version bygget op om de europæiske standarder for bæredygtighedsrapportering. Vi har også samlet ESG-datapunkter for hele værdikæden i ét værktøj. Målet er nemlig at skabe et fælles ESG-datasprog for bygge- og ejendomsbranchen, og takket være en stor holdindsats er projektet godt på vej til at lykkes med det,” fortæller Jonathan Leonardsen, bæredygtighedsansvarlig hos Balder Danmark.
Blandt branchens aktører er der også et stort ønske om fælles metoder for beregningerne, så rapporteringen bliver bedre, nemmere og billigere.
”Vi er en aktør, som omfattes af CSRD, og derfor er det oplagt, at vi bidrager til branchens ESRS-værktøj. Det er nemlig vigtigt, at der udvikles fælles metoder til glæde for hele værdikæden, og at det sker i et stærkt og bredt samarbejde, som vi i øvrigt er glade for at være en del af,” fortæller Casper Abild, CEO og partner hos Core Property Management.
Tværfaglighed skaber resultater
Værktøjet er udviklet i et bredt samarbejde, og det er netop nøglen til gode værktøjer, lyder det fra Majbritt Skov, partner hos Deloitte:
”Arbejdet med ESG kræver mange forskellige fagligheder. Man skal samle kommercielle, juridiske, revisionsmæssige, tekniske og en række andre kompetencer i rummet, så man kan arbejde holistisk med ESG, og så CSRD-rapporteringen også bliver en løftestang for forandring. Det er i min optik en af projektets store styrker, der klart adskiller sig.”
Bag værktøjet står en perlerække af førende aktører, bl.a. AkademikerPension, AKF, AP Ejendomme, ATP Ejendomme, Balder Danmark, CG Jensen, Colliers, Core Property Management, Danica Ejendomme, Danske Bank, Deloitte, Djøf Advokat, DLR Kredit, Domea, DTU Sustain, Fokus Nordic, Home.Earth, Ikano Bolig, Industriens Pension, Jyske Bank, Jyske Realkredit, KAB, Kereby, Lærernes Pension, MT Højgaard, Nykredit, PenSam, Realkredit Danmark, Simiab, Thylander og Velliv.
Værktøjet stilles gratis til rådighed via Bygherreforeningen, Dansk Ejendomsmæglerforening, EjendomDanmark og Molio takket være støtte fra den filantropiske forening Realdania.