I en tid, hvor bygge- og ejendomsbranchen fortsat kæmper med en markant ulige kønsfordeling, skiller AKF sig ud. Ifølge Beskæftigelsesministeriet udgør kun ca. 18 procent* af de beskæftigede i branchen kvinder – et tal, der ikke har ændret sig meget i de sidste 20 år.
En hård tone og stereotype opfattelser om kønsroller kan afskrække mange kvinder, hvilket måske er årsagen til, at bygge- og ejendomsbranchen har svært ved at tiltrække kvindelige medarbejdere.
”Vi ønsker at være en drivkraft for forandring. Bygge- og ejendomsbranchen skal ikke være et sted, hvor kvinder føler sig som gæster, men derimod som ligestillede kolleger og ledere. I AKF er der ikke plads til diskriminerende eller ekskluderende adfærd. Vi har skabt en kultur, hvor alle medarbejdere, uanset køn, føler sig værdsatte og respekterede,” fortæller Kitt Suhr Hansen, HR-chef i AKF.
AKF adskiller sig markant fra branchen som helhed med en imponerende procentuel kønsfordeling. Med 40% kvindelige medarbejdere, 45,5% kvindelige personaleledere og 66,7% kvinder i øverste ledelse, står AKF’s medarbejderfordeling i kontrast til den overordnede tendens i branchen. Det er ikke kun et skridt i den rigtige retning for ligestilling, men også en katalysator for succes. En mangfoldig medarbejdersammensætning skaber nemlig en dynamisk og innovativ arbejdsplads.
”Vi ønsker at bane vejen for flere kvinder i bygge- og ejendomsbranchen. Og at have kvindelige medarbejdere og kvinder i ledende positioner er ikke bare et mål for os, men en integreret del af vores identitet og nøglen til succes, ikke kun for vores medarbejdere, men også for vores forretning som helhed. Forskellige perspektiver og erfaringer er nemlig afgørende for at skabe innovation og vækst. I vores rekruttering har vi derfor også øje for medarbejdersammensætningen i den enkelte afdeling, så vi ikke får et for ensidet fokus på medarbejdere med én bestemt baggrund eller erfaring,” fortæller Kitt.
Men det handler ikke blot om at ansætte flere kvinder. De skal føle sig velkomne og respekterede, både for at søge til branchen, men i lige så høj grad, hvis de skal blive der på længere sigt.
”Vi arbejder målrettet for at skabe en inkluderende kultur, hvor alle trives og har lige muligheder for avancement og succes. Lige nu har vi f.eks. kvindelige ledere for både vores bygge-, økonomi-, kommunikations-, renoverings- og HR-afdeling,” fortæller Kitt.
Kønsdiversitet er kun ét aspekt af en mangfoldig arbejdsstyrke, men det er en vigtig indikator for andre former for diversitet. AKF’s succes med netop at tiltrække og fastholde kvinder kan tilskrives den proaktive tilgang til at skabe en mangfoldig og støttende arbejdskultur. Ved at tage aktivt stilling og prioritere lige muligheder og se medarbejderne for deres kompetencer – og ikke for deres køn, alder, baggrund eller lignende – har AKF vist, at forandring i branchen er mulig.
Artiklen er et uddrag fra vores Årsrapport 2023. Dyk ned i rapporten her.