Knap to måneder efter udgivelsen af ejendomsbesiddernes nye ESG-værktøj er AKF og resten af holdet bag Real ESG – The Real Estate Reporting Framework klar med endnu et gratis værktøj.
Rådgiverudgaven af Real ESG er nemlig netop blevet lanceret som en gratis prototype via EjendomDanmark og Molio med støtte fra den filantropiske forening Realdania. Værktøjet skal medvirke til, at rådgivernes ESG-data bliver mere transparente, konkrete og sammenlignelige.
”Vi har arbejdet med bæredygtighed og vores klimaregnskab længe, og med vores implementering af dette værktøj ønsker vi som ansvarlige rådgivere at gå forrest på transparens og tage et aktivt medansvar over for vores kolleger, kunder og omverden. Det handler ikke om, at vi gør det perfekt i dag – det handler om transparens, og det ser vi værktøjet en del af løsningen på”, fortæller Jens Bødtcher-Hansen, Managing Partner i Poul Schmith/Kammeradvokaten, der har tilsluttet sig Real ESG-værktøjet som det første advokatfirma i Danmark.
Der er på mange måder tale om et pionerprojekt, som bl.a. indeholder datapunkter om ulønnede praktikanter, barselsvilkår og medarbejdernes ugentlige arbejdstid, og som giver ejendomsbranchens aktører mulighed for at stille krav til rådgivernes sociale aftryk.
”Vi vil i de kommende år stille stadig større krav til vores rådgivere om ESG-data, ligesom vi allerede i dag stiller krav til vores leverandørers sociale ansvar med sociale klausuler og krav om lærlingepladser i udbudsmateriale ved større byggeprojekter. I fremtiden vil ESG-data på samme måde indgå som vigtige faktorer, når der skal vælges samarbejdspartnere blandt rådgivere, og det kræver, at datakvaliteten er i orden,” fortæller Peter Hebin Bruun, head of ESG hos ATP Ejendomme.
Bredt samarbejde
Ingeniørfirmaet Søren Jensen, som også bruger rådgiverudgaven til sin rapportering, hilser branchens nye krav til rådgivere velkomne.
”Når man rådgiver om ESG, er det oplagt, at man selv rapporterer på sine ESG-nøgletal. Vi har taget rapportering til os i vores daglige ledelse til at styrke vores governance, fremme diversitet og reducere vores klimaaftryk. Vores positive erfaringer gør, at vi bakker om, at branchen stiller flere krav til ESG-data – det har potentialet til at skabe forandring både internt i virksomhederne og i branchen,” fortæller Frank Jensen, bestyrelsesformand og ejer hos Søren Jensen.
Bag værktøjet står en perlerække af førende aktører, bl.a. AkademikerPension, AKF, AP Ejendomme, ATP Ejendomme, Balder Danmark, Colliers, Core Property Management, Danica Ejendomme, Danske Bank, Deloitte, Djøf Advokat, DTU Sustain, Home.Earth, Industriens Pension, Jyske Bank, Jyske Realkredit, Lærernes Pension, Molio, Nykredit, PenSam, Realkredit Danmark, Simiab, Thylander og Velliv med fortsat støtte fra Realdania.