Udlejningen af de første boliger i Hvidovres nye kvarter skydes snart i gang. Med moderne boliger og fællesskab i fokus forventes Grønnebro at bidrage til byens videre udvikling.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. På hjørnet, hvor Hvidovrevej og Kløverprisvej mødes, lå før bygninger af ældre dato og en nedslidt, asfalteret parkeringsplads. Håndværkere, kraner og andet byggemateriel arbejder intenst på at forvandle stedet til Hvidovres nye, grønne bykvarter.
Med Grønnebro står det omkringliggende lokalområde over for første spadestik på den udvikling, som det nye kvarter bringer med sig, når håndværkerne flytter ud og de nye naboer flytter ind. Første etape af det nye kvarter går i udlejning dette efterår, og allerede til foråret vil de første nye ansigter flytte ind og blive en del af områdets fællesskab.
Et løft til lokalområdet
Borgmester, Anders Wolf Andresen, udtrykker, at kommunens incitament til at støtte projektet har været at få løftet området – til værdi for både borgere og erhvervsliv.
”Jeg sætter pris på, at der i dette byggeri også bliver lagt vægt på bæredygtighed med grønne tage og biodiversitet. Med de blandede boligtyper og -størrelser, fælleshus og fælles faciliteter er der også fokus på det sociale og mellemmenneskelige, der spiller en væsentlig rolle i det bæredygtige perspektiv. Derudover er der parkering under terræn. Det giver plads til flere rekreative områder til glæde for alle. Derfor ser jeg frem til, at kvarteret bliver taget i brug – både til gavn for de nye borgere og dem, der allerede bor i området,” forklarer han.
De 171 moderne boliger i Grønnebro er målrettet en bred vifte af beboere – fra børnefamilier til unge par og ældre. AKF, der står bag projektet, har som ambition, at mangfoldigheden skal tilføre området nyt liv og dynamik.
”Når de første boliger snart står klar, vil kvarteret begynde at vågne og langsomt få sin egen puls. Grønne områder, stisystemer med tryghedsskabende belysning og fællesfaciliteter, skal invitere til samvær og nærvær – både inden for kvarteret, men også områdets naboer. Lokalområdets butikker, caféer og andre servicehverv vil også få glæde af den nye tilstrømning af beboere,” fortæller Ino Dimsits, direktør i AKF, og fortsætter:
”Tanken bag projektet er at skabe et sted, hvor mennesker kan mødes på tværs af generationer, familieformer og baggrunde – og her spiller fællesskabet en vigtig rolle. Det er omdrejningspunktet i alle vores byggerier, hvilket bidrager til, at vi lykkes med at skabe attraktive bykvarter, der giver et løft til lokalsamfundet.”
Udlejningen skydes i gang
Med udlejningen af første etape får interesserede nu chancen for at sikre sig en plads i Hvidovres nye pejlemærke. De første åbent hus-arrangementer er planlagt, og interessen har allerede vist sig at være stor. Grønnebro kommer til at forme Hvidovres udvikling de kommende år frem og bliver starten på et helt nyt kapitel for både beboerne i og uden for kvarteret, men også for byen i sin helhed.