I et tidligere industriområde i Brøndbyvester opfører AKF Kirkebjerg Søpark. Et boligområde bestående af i alt 488 boliger og to parkeringshuse, men også aktivitetshuset Kernen. Med Kirkebjerg Søpark ønsker AKF nemlig ikke blot at skabe et almindeligt boligområde. Virksomheden vil med Kernen være med til at sikre fællesskab, liv og tryghed i og omkring området til glæde for beboere i Kirkebjerg Søpark og omegn. Arbejdet med Kernen har desuden været startskuddet til AKF’s vision om at arbejde med fællesskaber som et bæredygtigt fokuspunkt for virksomhedens ejendomme og udviklingsprojekter.
I januar 2022 flyttede de første beboere ind i deres nye hjem i Fælleden, et af fem områder i Kirkebjerg Søpark. Aktiviteter, som byggepladsbesøg og rejsegilde for aktivitetshuset Kernen, har allerede igangsat et spirende naboskab blandt beboerne, og med Kernens længe ventede åbning i sommeren 2022, bliver det for alvor spændende at se, hvordan fællesskabet og livet udvikler sig.
Skaber det fællesskab, liv og tryghed?
Allerede længe inden byggeriet af Kirkebjerg Søpark og Kernen blev igangsat, blev de første tanker og streger sat til et unikt og fremsynet projekt, og ganske tidligt i processen fandt AKF’s projektudviklingsafdeling sig selv gentagende gange stille tre essentielle spørgsmål:
»Skaber det fællesskab? Skaber det liv? Skaber det tryghed? Spørgsmålene opstod allerede fra begyndelsen, da vi til en start arbejdede med fællesskab i form af det mere klassiske beboerhus,” fortæller projektudviklingschef i AKF, Emilie Karlsbad. ”Spørgsmålene blev sidenhen et vigtigt redskab i alle beslutningsprocesser og udformninger af byggeriet. Skal den her facade have et knæk eller skal den være lige? Hvordan er stiforløbet? Kan gående blive nervøse for, om nogen skjuler sig bag en busk? Skaber det fællesskab? Skaber det liv? Skaber det tryghed? Har svaret været nej, jamen så har vi måttet finde en anden løsning«.
Og ikke kun internt, men også i samarbejdet med rådgivere og leverandører, har spørgsmålene været med til at skabe et stærkt fælles udgangspunkt og forståelse for, hvad man sammen er i gang med at skabe, om man er arkitekt, ingeniør, byggeleder eller landskabsarkitekt.
»Man kan sige, at spørgsmålene har fungeret som en rettesnor igennem hele projektet. Og vi har brugt dem enormt meget og i samtlige processer, og det har betydet, at vi i dag står med et projekt, der netop lever op til vores visioner for området og det fællesskab, der forhåbentlig vil opstå,« fortæller Emilie.
Fra hjertebarn til milepæl
Kirkebjerg Søpark er som enkeltstående projekt noget af det største AKF har udviklet. Et boligområde i et tidligere industrikvarter, der ligger som en ø blandt villaer, indrammet af infrastruktur og med kort afstand til strand, skov, kultur, indkøb og historie.
»Det er en ret unik placering. Og her har vi så fået muligheden for at opføre knap 500 boliger i en bydel, der på sigt vil indeholde i alt 2.000 nye boliger. Vi har altså et kæmpe ansvar for, at hele den nye bydel, og ikke kun vores eget boligområde, kommer til at fungere. Men det er et ansvar, vi gerne tager på os. Og det er også grunden til, at idéen til aktivitetshuset Kernen opstod i første instans,” fortæller Jann Aune, afdelingschef i AKF’s projektudviklingsafdeling.
Og netop Kernen vil med café, teater- og multisal, nyttehaver, motionstag, dagligstue, fælleskontor og galleri være med til at sikre rammerne for det gode liv og fællesskab. Ikke kun for AKF’s egne beboere, men for alle, der har lyst til at lægge vejen forbi Kirkebjerg Søpark.
»Kernen er ikke kun en enorm investering og satsning, men også et hus, som samtlige af vores medarbejdere og samarbejdspartnere har lagt mange kræfter, dedikation og talent i. På mange måder er Kirkebjerg Søpark og Kernen en milepæl for AKF, fordi projektet i så høj grad har været med til at skubbe til vores visioner for, hvordan vi fremover vil udvikle, bygge og drive vores ejendomme – nemlig med fokus på fællesskab, tryghed og trivsel,« fortæller Jann.
Og visionen om at skabe social bæredygtighed i et boligområde er et arbejde, som fortsætter langt ud i fremtiden. Også længe efter AKF’s ejendomme står færdige. »Med vores øgede fokus på bæredygtighed, kommer vi til at bruge endnu mere energi end tidligere på at sikre, at de rammer, vi stiller til rådighed for vores beboere, faktisk også fungerer efter hensigten, når vi går fra tanke til virkelighed. Her er det en klar fordel, at vi som hovedregel udvikler og bygger til os selv. På denne måde kan vi virkelig følge med i, hvordan faciliteter bruges, samt være drivkraften bag fællesskabet i vores boligområder,« uddyber Jann.
Som projektudviklingschef har Emilie da også store forhåbninger for Kirkebjerg Søpark og fremtidige projekter: »Jeg tror, eller jeg ved, at en af de største bedrifter i mit liv bliver, når Kirkebjerg Søpark og Kernen summer af liv og ro, nærvær og rum, som kun de bedste og mest bæredygtige boligområder formår at gøre på én og samme tid. Og vores erfaringer fra arbejdet med Kirkebjerg Søpark og Kernen er nogle, vi kommer til at bringe ind i alle vores fremtidige projekter. Ikke kun i vores boligområder, men også i vores erhvervslejemål. Faktisk i alt, hvad vi foretager os,« afslutter Emilie.
Kirkebjerg Søpark og Kernen drysser således flere frø af sig på en gang. Ikke blot har det samlede projekt potentiale til at gøre en positiv forskel i en helt ny bydel, men projektet har vist sig at blive det første spæde skridt på vejen mod AKF’s vision for bæredygtige boligkoncepter, som bygger på sociale fællesskaber, liv og tryghed.