AKF, Wihlborgs, Nordea Pension Ejendomme og Kløverbyen vil sammen løfte Amager Øst ind i en ny æra. Med ’Ny Amager’ vil de styrke lokationen som en moderne og levende placering for virksomheder midt mellem metro, strand og storby, og parterne har allerede investeret flere 100 millioner kroner i renoveringer.

Amager Øst står som erhvervsområde foran et markant løft. Med projektet Ny Amager går fire virksomheder – Wihlborgs, Nordea Pension Ejendomme, Kløverbyen og AKF – nu sammen i et historisk samarbejde. Samlet investeres der adskillige 100 millioner kroner i opgradering af de eksisterende ejendomme i området, og der er desuden åbnet op for tilgang af yderligere partnere i projektet.

Selvom de normalt konkurrerer på markedet for udlejning af erhvervsejendomme, er parterne enige om én ting: Amager Øst har i forvejen mange eksisterende kvaliteter og stedet rummer et stort potentiale, der fortjener at blive foldet endnu mere ud.

“Vi står på kanten af noget stort. Det her er ikke bare endnu et udviklingsprojekt. Det er en ny fortælling om, hvad Amager Øst kan være. Jeg er selv vokset op her, og det er dybt personligt for mig at vise, at området har potentiale til at tiltrække moderne virksomheder, skabe arbejdspladser og blive en vigtig brik i Københavns fremtidige erhvervsudvikling,” siger Søren Kempf Holm, der er CEO i Wihlborgs.

Ifølge de fire samarbejdspartnere bygger projektet på fællesskab og fremtid centreret om en fælles mission. Amager Øst formes nu i endnu højere grad til et område med sjæl, historisk tyngde og plads til vækst.

“Det unikke ved Ny Amager-projektet er, at fire meget forskellige aktører har fundet sammen om en fælles vision. Det sker sjældent. Men vi ved, at det kræver samarbejde at ændre opfattelsen af et område, og sammen står vi stærkere. Amager Øst rummer allerede en stærk kombination af attraktive elementer, og placeringen har alt det, fremtidens arbejdspladser efterspørger i form af nærhed til bycentrum, lufthavnen, natur og plads til at vokse,” siger Martin Arildslund, der er Head of Asset Management hos Nordea Pension Ejendomme.

Del af et sprudlende og dynamisk erhvervsmiljø

Siden december 2024 har Ribek Regnskab & Rådgivning haft kontor på Amager Strandvej i hjertet af Amager Øst, og ifølge Rikke Larsen, der er direktør i virksomheden, var valget oplagt.

“Det gør en kæmpe forskel for både medarbejdere og kunder, at vi er placeret et sted, der emmer af energi og udvikling. Der er noget særligt over at kunne gå på arbejde med udsigt til Øresund, grønne områder og byliv lige uden for døren. Placeringen giver os en fornemmelse af at være en del af et levende, sprudlende og dynamisk erhvervsmiljø, og vi er stolte af at vise vores omgivelser frem,” siger Rikke Larsen.

En overset perle

I en by som København, hvor pladsen er knap og huslejen stiger, skiller Amager Øst sig ud. Med kun 10 minutter til centrum, metrostationer og adgang til både vand og grønne områder tilbyder bydelen de kvaliteter, som fremtidens virksomheder efterspørger. Her mødes historiske bygninger med nye investeringer i et miljø, der både har kant og karakter.

“Amager Øst er et af de få steder i København, hvor vi stadig har plads til at tænke stort og samtidig bevare områdets sjæl. Det er en overset perle, hvor vi kan skabe noget nyt med respekt for historien. Projektet handler ikke kun om kvadratmeter og afkast, men om at udvikle et ægte og bæredygtigt erhvervsmiljø, hvor både virksomheder og mennesker kan trives,” slutter Søren Kempf Holm.


Ny Amager
er et nyt erhvervsinitiativ skabt af Wihlborgs, Nordea Pension Ejendomme, Kløverbyen og AKF. Formålet er at udvikle Amager Øst til en attraktiv destination for moderne virksomheder – med fokus på fællesskab, bynærhed og bæredygtig vækst.

Læs mere om initiativet i Estate Media.