Nu får Brøndbyvester et nyt samlingspunkt – et helt nyt aktivitets- og kulturhus, hvor alle er velkommen, hvis de har lyst til at bidrage til et godt naboskab. Kernen åbner den 29. september. Bag Kernen står ejendoms- og investeringsselskabet AKF, der også er i gang med at opføre 488 boliger i det nye Brøndbyvesterbykvarter Kirkebjerg. AKF har investeret 50+ mio. kr. i at etablere aktivitets- og kulturhuset Kernen til Brøndbyvester og deres naboer.
Det unikke ved Kernen er, at et privat ejendomsselskab går ind i et nybygget boligområde og fra start tager ansvar for at skabe et lokalmiljø og investerer i at sikre fællesskab, liv og tryghed ved også at stå for driften af aktivitets- og kulturhuset og sikre et konstant tilbud af arrangementer og aktiviteter.
Fællesskab og naboskab
Og naboskabet til Kernen skal ikke forstås i al for snæver forstand, understreger idémanden bag det unikke projekt Kernen:
”Vi er alle naboer. I den nye bydel Kirkebjerg. I Brøndbyvester. Men jo også i resten af Brøndby – og Danmark og verden for den sags skyld. Det er så vigtigt, at vi får lige præcist sådan et hus her i nærheden af os alle. Vi er alle naboer og skal behandle hinanden med respekt og passe på det, vi får, og vi skal være sammen, hvis vi har lyst. Nu har vi i AKF gennem ganske mange år bygget rigtig mange boliger, og jeg har lagt mærke til, at noget væsentligt mangler. I mange boligområder. Ikke kun boligerne skal være gode, også området skal være dejligt og med velfungerende rammer for fællesskab. Der eksisterer i dag ikke et hus som Kernen noget sted, og det er stærkt nu at realisere de tanker om at bidrage til godt naboskab, som vi længe har gået med og slet ikke er i tvivl om er rigtige,” siger adm. direktør i AKF, Ino Dimsits.
I det 1.200 kvadratmeter store Kernen bliver der fællesspisninger, kreative workshops, yoga- og danseundervisning, legestue, filmvisninger, koncerter, foredrag, markeder, smagninger og meget meget mere. Alt sammen til en særpris for lejere og til en rimelig deltagerpris for øvrige naboer. Der er endvidere hyggelige opholdskroge, flotte hjemmekontorfaciliteter, sjove legeområder, udendørs træningsfaciliter, et rart cafémiljø og med tiden padelbane, udendørs boldfaciliteter og grønne oaser.
AKF fuldender sin mission om at give Brøndbyvester og alle dets naboer et enestående samlingssted ved både at koordinere aktiviteterne i huset samt sikre fast bemanding og dermed påtage sig opgaven at opretholde god ro og orden og drive huset Kernen fra morgen til aften.
I forbindelse med at AKF slår dørene op for Kernen, er der endvidere søsat et arbejde, som fortæller om Kernens naboer og livet i den gamle landsby Brøndbyvester og omegn. ’Kernefortællinger fra Brøndbyvester’ kan findes på instagram og inden længe også i bogform.
Du kan læse mere om Kernen på www.kernen.dk.