Vi skal være bedre til at anvende materialer, hvor det giver mening, og hvor materialernes egenskaber kommer til sin ret. Den enkle byggeproces og mangeårige tradition med betonbyggeri har eksempelvis gjort betonen til et foretrukket materiale i de fleste typer af byggeri. Vi vil derfor forsøge at ruske op i ejendomsbranchen ved at bygge med alternative materialer.

Som den første professionelle ejendomsudvikler i Danmark, går AKF nu i gang med at bygge i halm, hvor de oprindeligt projekterede betonelementer med traditionel isolering erstattes af halmelementer. AKF har indgået en aftale med tømrer- og entreprenørvirksomheden JDH-Byg og materialeleverandøren EcoCocon om byggeriet af et fællesvaskeri, et fælles gæsteværelse, et viceværtkontor og et cykelværksted, som opføres i tilknytning til Kernen i Kirkebjerg Søpark.

Halmbygningerne forventes at stå færdige i sommeren 2023. Ved at flytte de nævnte funktioner ud af lejlighederne og gøre dem til fællesfunktioner opnår man en betydelig bedre udnyttelse af de kvadratmeter, der er i den enkelte bolig, og dermed vil det reelt nødvendige arealbehov i boligerne også blive reduceret.

Halmbyggeri: 65% mindre CO2-aftryk fra væggene

Ved at ændre vægkonstruktionen til halmelementer reduceres CO2-aftrykket på vægopbygningen med 4,7 ton CO2e, hvilket svarer til en reduktion på ca. 65%*.

“Det er så fedt, at vi nu skal bygge to bygninger i halm. At skulle ændre to færdigprojekterede betonbygninger til halmbygninger har været enormt ressourcekrævende i forhold til størrelsen af projektet, der isoleret set, er et meget lille projekt i vores portefølje. Halmbygningerne har dog en kæmpestor betydning for os og vores fremadrettede arbejde med at reducere  klimapåvirkningerne fra vores byggeri. Det havde ikke været muligt at komme i mål uden vores engagerede samarbejdspartnere, der ligesom os brænder for at omstille byggebranchen med mere bæredygtige løsninger”, fortæller Kirstine Bendtsen, projektudvikler i AKF.

Halmbygning opføres af AKF

Onsdag den 19. april 2023 inviterede AKF indenfor på byggepladsen og til opførelsen af halmbygningerne. Foto: Issam Talib, Camera X.

Standarder og dokumentationskrav udfordrer

Det kræver mod og dedikation at bygge i alternative og knap så afprøvede materialer. Men det er det, der skal til for at flytte noget for alvor i byggeriets bidrag til den grønne omstilling.

Vores samarbejdspartnerne er også klar til at gå ’de ekstra skridt’, og EcoCocon ser det som deres mission at gøre den danske byggesektor til en del af klimaløsningen. EcoCocon har foretaget en lang række fuldskala brandtest, som er bragt i anvendelse rundt om i Europa. Men i Danmark har man nogle usædvanlige dokumentationskrav ift. brand, der gælder, når man benytter biogene byggematerialer, og det trækker processen for anvendelse af biobaserede materialer i langdrag. EcoCocon har fremskyndet og tilpasset arbejdet med at eftervise de særlige danske krav for at kunne bidrage til AKFs byggeri.

”I en proces som denne, hvor vi arbejder på at udrulle mere bæredygtige byggeteknikker i det professionelle boligbyggeri i Danmark, er det nødvendigt, at alle parter er agile og tålmodige”, udtrykker direktør i EcoCocon, Lars Keller.

Vi vil også bygge boliger i halm

Udover de to halmbygninger med fællesfaciliteter, er vi i fuld gang med at projektere 27 rækkehuse, som skal bygges i træ samt yderligere 13 rækkehuse, som forhåbentlig kan opføres i selvsamme halmelementer. AKF har opnået støtte fra initiativet ‘Boligbyggeri fra 4 til 1 planet‘, og bevillingen bruges blandt andet til tests og rådgivning forbundet med afsøgning af alternative løsninger inden for ventilation, fundamenter, forsyning og indeklimamonitorering i udviklingen af rækkehusene. Med halmrækkehusene i Kirkebjerg Søpark har vi i AKF en seriøs ambition og en forventning om at lave væsentlige reduktioner i klimapåvirkningerne samtidig med, at vi skaber sunde boliger af en højere kvalitet.

* Forklaring af LCA-beregning
LCA-faserne A1-A3, B4 og C3-4 er inkluderet i analysen, og der er udelukkende sammenlignet ydervægskonstruktionen for de to opbygninger, bestående af bærende konstruktion og isolering. Ydervæggene udgør samlet ca. 130 kvadratmeter ekskl. vinduer, og den konventionelle betonvægskonstruktion er antaget til en opbygning af armeret beton og glasuld.

 

Byggeri + Arkitektur: AKF bygger med halmvægge og håber at rykke branchen