Vi er glade for endelig at kunne afsløre, at vi er udvalgt til SMV COP-listen 2022 – en liste som Global Compact Network Denmark og FSR – danske revisorer hvert år sammensætter for at hylde de små og mellemstore virksomheder, der er særligt dygtige til at rapportere om bæredygtighed.
Formålet med initiativet er at inspirere andre virksomheder til at løfte niveauet for deres bæredygtighedsrapportering. Vi er derfor også både glade og beærede over at kunne bidrage og være inspirationskilde for andre.
I begrundelsen for anerkendelsen skriver Global Compact Network Danmark og FSR – danske revisorer: ”’Årsrapport 2021’ fremhæves som en god Communication on Progress-rapport, der er en integreret del af AKF Holdings årsrapport. Rapporten er på 104 sider, og den fremhæves for at have en god og gennemgående struktur. AKF lægger en fin strategibeskrivelse til grund for deres arbejde med bæredygtighed, som kan ses på s. 32-37. Strategien fremhæves grundet fyldestgørende beskrivelser, som understøttes af kvantitative mål. Rapporten gør desuden godt brug af data, hvilket kan ses på s. 30-31, hvor AKF har udarbejdet en fyldestgørende datatabel med ESG-nøgletal. Tabellen indeholder tal fra 2020 og 2021 samt mål for 2023 og 2030 for både E, S og G. Rapporten indeholder desuden en god ESG-regnskabspraksis, der bliver grundigt beskrevet på s. 92-93”.
“I AKF sætter vi barren højt for vores klima, miljø og samfundet som helhed. Det er altafgørende for både vores egen fremtidige succes og for vores omgivelser, at vi tager ansvar. Derfor er vores bæredygtighedsrapportering også en integreret del af vores årsrapport – ligesom bæredygtighed er en integreret del af hele vores ansvarlige og ordentlige virksomhedsføring. Vi skal ikke blot følge med tidsånden og de voksende forventninger fra omgivelserne til virksomheders ansvarlighed. Vi skal overgå andres forventninger og præge udviklingen i en positiv retning. Det har vi en position til, og det forpligter. Vi er derfor også meget stolte over at være en del af SMV COP-listen 2022, der er et stort skulderklap til vores arbejde med bæredygtighed,” fortalte Ino Dimsits, vores adm. direktør, ved lanceringen af listen hos Vækstfonden om vores tanker om en integreret bæredygtighedsrapport.
Tak til Global Compact Denmark og FSR – danske revisorer for anerkendelsen, og til hele holdet bag vores rapport for det gode arbejde!
Kig nærmere på vores bæredygtighedsrapportering i vores årsrapport og læs hele SMV COP-publikationen her.